Ledelsesgrundlag - Sofie Aastrand Jørgensen

Ledelsesgrundlag

af Sofie Aastrand Jørgensen kano og kajaktræner

Mit ledelsesgrundlag skriver jeg på baggrund af min rolle som klubtræner i Nybro-Furå kano og kajakklub.

Min træner stil er dannet på grundlag af mine 15 år inden for sporten. Jeg har været aktiv klubroer, aktiv landsholdroer, taget træner kurser gennem vores forbund og på denne rejse har jeg udviklet mig og fået en stor forståelse for det at være atlet.

Min tilgang til rollen som træner, kommer fra begreber og værdier, jeg vægter højt. Det er begreber og værdier, som jeg vil kalde hjørneflag, da de danner baggrunden for mig og for gruppens vision.

Hjørneflagene lyder således:

  1. Kommunikation og tydelighed
  2. Samarbejde
  3. Faglighed
  4. Relationer

Som træner ønsker jeg ingen misforståelser, derfor er kommunikation og tydelighed vigtigt i samspillet med de atleter, jeg til dagligt har kontakt med. Når jeg snakker med mine atleter, har vi en fælles forståelse for formålet. Vi kan bedre stole på hinanden og vores aftaler, når vi har en tydelig kommunikation, og på den måde kan jeg som træner bedre udføre mit job, og atleterne kan fokusere på deres udførelse af træningen.

Kommunikationen og tydeligheden skal også være genkendelig i træningsprogrammet, så det ikke giver forstyrrelser for atleterne i deres forståelse og gennemføring. I et træningspas hvor pulsen er høj, og motorbåden er i gang, bruger jeg mest envejskommunikation: mig til atlet, det vil handle om justeringer af deres teknik eller hastighed. Det skal være en klar og tydelig besked, så atleterne hurtigt kan ændre deres udførelse. Jeg har også fokus på, at jeg er tydelig i mine forklaringer, forventninger og illustrationer.

Samarbejdet mellem atleterne og jeg er vigtig for at nå målene. Vi skal forstå hinanden for at kunne samarbejde, her spiller kommunikationen en stor rolle, men også en gensidig respekt er vigtig for udviklingen og træningsdagen sammen. To ud af tre af de atletgrupper jeg beskæftiger mig med, har et stort fokus på målbare resultater, som definerer deres mål i sporten og meningen med deres træning.

Jeg har også et samarbejde med forældrene og foreningen, som handler om planlægning af stævner, ture og træningssamlinger. Alt dette er med til at gøre træningslivet sjovt, motiverende og udfordrende for atleterne, og samtidig være en del af deres rejse mod målet.

 Faglighed er et hjørneflag, der viser tegn på professionalitet omkring atleterne, deres udvikling og mål. Fagligheden er at finde i træningsprogrammerne, da jeg synes de skal være alders- og niveau svarende til de atleter, der skal gennemføre dem. Jeg vægter også fagligheden højt i tekniktræningen, da mange forkerte gentagelser dag ud og ind, kan medføre overbelastnings skader, som jeg ikke ønsker for atleterne.

 Mit mål som træner i Nybro-Furå er, at de børn og unge jeg har haft med at gøre i den daglige træning, får deres ønsker og forventninger opfyldt. At jeg kan gå hjem med et smil på læben velvidende at, de 9-årige nybegynder har grinet, haft det sjovt og lært noget nyt, at de 16-årige unge har fået tilfredsstillet deres konkurrencegen, og at senior roerne er blevet motiveret til at blive ved med at udfordre sig selv gennem træningen. Disse ting kan jeg kun have succes med, ved at jeg har gode relationer til hver og en atlet. Forståelsen for deres alder, køn og forventninger er en del af den gode relation og billedet af den hele atlet.

De gode relationer er også vigtige at have blandt de unge mennesker, da de bruger mange timer sammen om deres sportslige passion. Relationerne går også på kryds og tværs af træningsgrupper, da de kan lære en masse af hinanden – og måske vigtigst af alt, er det grunden til at Nybro-Furå kano og kajakklub er et godt sted at være.