Ny motorbåd ankommet

23. oktober 2019 14:20 , af Kristian Nielsen

Så er den nye motorbåd ankommet til klubben. 8-10 friske medlemmer var i formiddags på Bagsværd Rostadion hvor vores nye motorbåd blev løftet ned fra transportvognen og forsigtigt skubbet ud i vandet. Tak til alle jer der kastede hvad i stod med i hænderne og mødte op! Det er klubånd når det er bedst!

Per Jepsen var med og jeg overtalte ham til at sejle båden hjem til klubben hvor Jytte stod klar til tage det aller-aller første foto af båden hjemme hos os. 

Den er sprit-ny og dufter lidt af ny bil. Motoren er en Honda og spinder som en kat og alt er bare lækkert. Nu skal vi bare passe godt på den så den kan holde i mange år.

Båden er betalt med penge vi har fået fra DIF og DGI's foreningspulje, der støtter foreningslivet i Danmark. Puljen har sin oprindelse i den tidligere pulje, der blev forvaltet af lokale spillehaller. Puljen blev sidste år omlagt så det var de enkelte foreninger, der selv kunne søge om midler. Vi fik 96.000,- til båd og motor! Tak til DIF og DGI